Hvorfor PPSP

Hidtil har piloter haft mulighed for at søge hjælp til psykologiske, mentale eller rusmiddelrelaterede problemstillinger via AME og det offentlige eller private sundheds-væsen. Piloter har dog generelt været tilbageholdende med at søge hjælp pga. bekymringer i forhold til fortrolighed, frygt for stigmatisering eller frygt for konsekvenser som fx at miste job eller medical.

Piloters mentale helbred kan, ligesom deres fysiske helbred, svinge i løbet af karrieren - endda i et omfang som medfører et behov for professionel hjælp. Her har Peer Support Programmer (PPSP) en vigtig forebyggende funktion. PPSP kan nemlig hjælpe piloter med at fastholde optimal performance ved at identificere og behandle mentale helbredsproblemer tidligst muligt.

PPSP går ud på, at piloter i samarbejde med en kvalificeret psykolog hjælper medpiloter med at håndtere psykologiske-, arbejds- og livsrelaterede problemer. Pilotens problematik vil blive håndteret fortroligt og piloten vil modtage støtte og rådgivning med henblik på hurtigst muligt at vende styrket tilbage til cockpittet.


Hvorfor PPSP?

 

”After extensive research and surveys, it has been proven beyond doubt, that pilots are, in fact, only human”


Dr. Ries Simons, European Society of Aerospace Medicine

PPSP VIRKER


En opgørelse i kølvandet på German Wings-ulykken viste, at kun ca. 0,5 procent af de adspurgte piloter havde søgt hjælp for mentale helbredsproblematikker. Dette var før man indførte Pilot Peer Support Programmer (PPSP). En undersøgelse har vist, at implementeringen af PPSP har bidraget til at antallet af piloter, der søger hjælp til mentale problemer er steget til ca. 5 procent. Ca. 80 procent af de hjælpsøgende piloter, får løst deres problemer i PPSP-regi. De sidste 20 procent får hjælp til at løse problemerne i andet regi. Det hele foregår i fortrolighed.